Vi er desværre nødt til at aflyse arrangementet pga. manglende tilmeldinger.
Geoforums arrangementsudvalg Øst inviterer, i samarbejde med Københavnerture.dk, Geoforums medlemmer til en hyggelig eftermiddag på “Ønskeøen” (Amager).
Hop derfor på metroen og kom med på en tur med fokus på byplanlægning, arkitektur og bæredygtighed.
Vi starter turen i Ørestad og mødes ved Bella Center Station, hvor vi får en generel introduktion til bydelen og dens historie, som siden grundlæggelsen i 1990’erne har haft en grøn profil., .
Ved bygningerne Bjerget og VM-husene skal vi høre om arkitektmakkerparret Julien de Smedt og Bjarke Ingels, om deres inspirationskilder, tanker om bæredygtighed og kærlighed til bjerge.
Turen fortsætter til Copenhagen Towers hvor vi skal blive klogere på begrebet up-cycling, hvor genbrugsmaterialer bliver ekstravagante og vi skal se hvordan hotellet har forvandlet affaldstræ, betonrester, kasserede bildæk og sejl til smukke elementer i deres indretning af det 4-stjernede hotel.
Fra Vestamager går vi forbi et usædvanligt plejehjem og nyder den fantastiske udsigt over ”savannen” på Amager Fælled, hvor vi vil opleve kontrasten fra græssende køer til hip og prisbelønnet byggeri i 8-tallet – også designet af stjernearkitekten Bjarke Ingels.
På ruten har vi indlagt en kort kaffepause på Traktørstedet, hvorefter turen fortsætter til Christianshavn, som igen byder på et stemningsskifte fra højhuse til bindingsværk.
Vores guide vil på ruten fortælle historien om Københavns havn op til i dag, hvor bæredygtigt byggeri blander sig med de gamle ikoniske bygninger.
Eftermiddagen bliver en kombination af byvandring, samt kørsel med metroen, så medbring derfor gerne dit rejsekort.
Hvis du kører med metroen til Bella Center Station, skal du ikke tjekke ud inden, vi mødes. Det skal du dog huske at gøre, når vi slutter turen af på Christianshavn.
Vi håber, at du vil støtte op om arrangementet, og vi glæder os til at se dig 🙂
Vel mødt!