Slut med at vente et år på at få en opdateret rapport. Og slut med at spæne rundt op til deadline og have travlt med at samle information til den årlige rapport. Klik dig i stedet vej frem til opdaterede oplysninger, der giver dig og kollegaerne et troværdigt øjebliksbillede, når I har brug for det. Data skal give mening. Og være brugervenligt.

Af Torbjørn Mandahl Pedersen, LE34

Kan du huske, hvor besværligt det var? Dengang man skulle tilbagebetale 25 kr. til den ven og 100 kr. til den ven, som havde lagt ud for dig? Hvis du ikke havde kontanter, skulle du først til at bede om et kontonummer, logge på netbank, lave en overførsel og skrive i beskedfeltet, at pengene var fra dig. I dag klikker på du på MobilPay, stryger fingeren mod højre og pliiing! Så er det klaret. Nemt, brugervenligt og meget nyttig.

På samme måde kan georefererede data revolutionere den måde, vi får de nødvendige informationer til at udføre vores arbejde – uanset om vi arbejder med økonomi i regnskabsafdelingen, med drift af ledninger i et forsyningsselskab, med sociale sager eller med byggeri af nye skoler i en kommune. Uanset om du er økonom, forsyningsmedarbejder, socialrådgiver, ac’er eller noget helt andet. Uanset om du er menig medarbejder eller leder. Uanset om du er den, der venter på at modtage noget information fra en kollega, eller om du er den, der skal samle informationer sammen og give dem videre til en kollega. I den nærmeste fremtid klikker du vej frem i et excelark eller et digitalt kort. Pliiing, så popper de informationer, du leder efter, frem. Informationer der vel og mærke er opdaterede. Nemt, brugervenligt og meget nyttigt.

Brug GIS uden at være datanørd
Det kan for eksempel være en befolkningsprognose, som kommunen bruger til at vurdere matchet mellem pladser i børnehaven eller behovet for udbygning af skolen. I dag baserer kommunens analyse sig på en befolkningsprognose, der viser et fastfrosset billede af kommunens demografi, som den så ud på det tidspunkt, prognosen blev lavet. Har man brug for en ny prognose, ja, så må man vente, til den bliver lavet. I den nærmeste fremtid er det ikke længere nødvendigt at vente. I stedet klikker man sig ind på et kort og får vist den opdaterede faktuelle demografi.

Det bedste af det hele er, at dem, som skal bruge værktøjerne, ikke behøver at vide noget om data­­­baser, spatial analyse eller domæner for at bruge funktionen. Ligesom du heller ikke behøver at vide noget om banksystemer for at kunne bruge MobilPay.

Den bagvedliggende indsamling af data bliver skræddersyet fra opgave til opgave, og informa­tionerne vises på den mest brugervenlige og oplagte platform for brugeren.

For medarbejdere i en regnskabsafdeling er det ofte mest brugervenligt at vise informationerne i et excelark, fordi det er et af deres gængse daglige værktøjer. For medarbejdere i en forsyningsvirksomhed kan et digitalt kort måske være det mest brugervenlige. Under alle omstændigheder skal informationerne vises på en lækker måde – for eksempel som grafer eller et kort eller noget andet, der giver et visuelt overblik. Og som er nemt at bruge.

Til sammen kan vi gøre mere end hver for sig
”Den store styrke i den nye måde at udnytte de geografiske informationer på er, at medarbejdere med forskellige faglige baggrunde og forskellige fagsystemer kan blive koblet sammen ved hjælp af GIS. Det betyder, at medarbejderne tilsammen kan gøre mere, end de kan hver for sig,” forklarer Janni Petersen, der er GIS-konsulent i landinspektørfirmaet LE34.

Der eksisterer som regel en adresse på de informationer, som ligger i fagsystemerne, men hidtil er det ikke en geografisk information, der er blevet brugt. Men ved at gå i gang med at bruge den geografiske information kan medarbejderne i for eksempel socialforvaltningen i en kommune pludselig se, hvor de udgiftstunge borgere i kommunen befinder sig.

”I dag kan man godt se adresserne på forskellige dokumenter og måske have en fornemmelse af, at de ligger i samme område. Ved hjælp af GIS-tilgangen kan vi skabe et nøjagtigt overblik, der er nemt at bruge. Overblikket betyder, at de forskellige medarbejdere tilsammen kan spotte nogle mønstre, de ikke tidligere har været opmærksomme på eller har haft dokumentation for. Det kan måske føre til nye løsninger eller nye måder at gribe tingene an på,” uddyber Janni Petersen.

Opdaterede informationer i realtid letter arbejdsprocesser
En anden styrke ved at bruge GIS-teknologien er muligheden for at have adgang til opdaterede informationer i realtid.

Den generelle udvikling i samfundet betyder et stigende pres og krav til i virksomheder konstant at have styr og overblik på informationer. For eksempel viden om hvor hårdt belastet el-led­ninger er, og hvorvidt nettet er robust nok til den kommende udstykning til nye huse.

”Mange medarbejdere skal kunne levere præcise informationer, men det er svært, hvis forholdene hele tiden ændrer sig. Så bliver den analyse, man lavede forleden, hurtigt forældet. Hvis vi ikke gør noget for at sætte denne proces på samlebånd, kan arbejdsdagen hurtig blive løbet over ende af behovet for at samle informationer,” siger Henrik Hove Christensen, der også arbejder med GIS i LE34.

”Her kan GIS være løsningen, fordi vi kan give virksomhedens medarbejdere adgang til informationer og data i realtid. På den måde er GIS med til at automatiserede arbejdsprocessen med at samle information, hvilket kan være med til at lette presset, fordi der til stadighed bliver vist det aktuelle øjebliksbillede.”

Der er sat strøm til udviklingen
I LE34 er der i samarbejde med nogle kunder inden for forsyningsbranchen allerede skabt gode erfaringer med at bruge GIS til at udnytte de eksisterende geografiske informationer til at give økonomimedarbejderne det opdaterede overblik de har brug for.

Visionen for den nærmeste fremtid er endnu flere udviklingsprojekter. Fokus er at gøre GIS til et uundværligt og brugervenligt værktøj til, at medarbejdere og virksomheder har adgang til de nødvendige overblik og nemt kan få fat på de opdaterede detaljer præcis i det øjeblik, de har brug for dem. Uden at spæne og halse rundt for at lave den årlige rapport, der hurtigt bliver forældet.