Vi deler ud af vores private data uden at være klar over, hvor de ender, eller hvad de bliver brugt til. Resultatet er en stigende digital mistillid blandt forbrugerne og et øget fokus på dataetik i virksomheder. Men er der overhovedet grund til bekymring?
Af Rikke Schielder, Geoforum
”Dataetik udvikler sig til at blive et udtryk for socialt ansvar hos virksomhederne – ligesom det er at være grøn. Privatliv, når det kommer til personlige data – og den enkeltes ret til selv at bestemme over dem – bliver i højere og højere grad en konkurrencemæssig fordel for virksomheder.”
Ordene er Pernille Tranbergs, journalist, foredragsholder og rådgiver i rådgivningsvirksomheden Data Ethics Consulting. De faldt under hendes keynote speak i slutningen af maj, da Geoforum og ULI Geoforum afholdt Geo Demographics konference på AAU i Københavns Sydhavn.
Her markerede hun, på trods af at virksomheder har fået næse for dataetik, en skepsis og en bekymring for den måde, som forbrugernes private data bliver mindre og mindre netop det: Private.
En årsag er, at virksomhederne ønsker at kunne personalisere deres services, så de rammer mere præcist i forhold til den enkelte forbruger. Og til dette bruger de de personlige data, som vi som forbrugere giver adgang til. Problemet er, ifølge Pernille Tranberg, at alt er gratis, men at vi betaler med vores personlige data. Og vi ved ikke, hvor meget de er værd.
Mistillid blandt forbrugerne
Noget tyder på, at hun ikke er alene med sin bekymring. Således pegede Pernille Tranberg på, at forbrugertrenden i forhold til disse personlige data viser, at digital mistillid er et voksende problem. Syv/otte ud af ti er bekymrede over at udlevere data – selv har Pernille Tranberg forskellige profiler på forskellige sociale medier for netop at værne om hendes private data. Som et svar på denne trend har de mest banebrydende virksomheder og organisationer inkorporeret dataetik i deres strategi og forretningsudvikling. At have dataetik på dagsordenen er på vej til at få samme positive status som det at være ’grøn’.
Men hvem kan vi så stole på?
Traditionelt stoler vi på banker, regeringer og hospitaler, mens tilliden til blandt andet nyheder og sociale medier kan ligge på et mindre sted. Denne tillid til myndigheder er dog også under pres, som følge af den generelle digitale mistillid. Overvågning er i denne sammenhæng et nøgleord.
Pernille Tranberg pegede på tre parter, der alle har et ansvar i forhold til dataetik: Forbrugerne, som skal lære sig ”digitalt selvforsvar”. Virksomhederne, der for sin part skal give brugerne kontrol over egne data. Og endelig lovgiverne, der skal håndhæve lovene.
Ifølge Erik Sommer, der arbejder i Danmarks Statistik, skal både virksomheder og myndigheder – han repræsenterer selv sidstnævnte – ”gøre sig fortjent til befolkningens, eller brugernes, respekt og tillid. Den kan ikke tages for givet.” Erik Sommer udgjorde, sammen med Martin Glarvig fra virksomheden Geomatic og juristen, Frank Bøggild, fra Kromann Reumert, et debatpanel, der kom med andre perspektiver på den skepsis, som Pernille Tranberg adresserede.
Martin Glarvig bakkede op om Pernille Tranbergs problematisering af den meget direkte markedsføring, direct marketing, og kaldte det ”ikke etisk”, om end han påpegede, at det altid kommer an på motiverne – hos virksomheder som hos myndigheder. Budskabet fra de tre i panelet var, trods en forståelse for skepsissen, at vi som borgere eller forbrugere ikke skal lade os skræmme af en accelererende udvikling. Som Frank Bøggild konstaterede: ”Det, vi skræmmes af i dag, er normalt i morgen”.