KAMP - Klimatilpasnings- og arealanvendelsesvaerktoej

KAMP – Klimatilpasnings- og Arealanvendelsesværktøj for Miljø- og Planmedarbejdere

Formål
Det overordnede mål med KAMP er at understøtte samarbejdet om klimatilpasning både i kommunerne på tværs af planmedarbejdere og teknik- og miljømedarbejdere, og på tværs af kommuner, ved at give adgang til bedre information, data og værktøjer til planlægning af klimatilpasning. Målet er, at give den enkelte medarbejder et samlet overblik på screeningsniveau over både arealdata og påvirkningsdata uden forhåndskendskab til modeller og avancerede GIS-værktøjer. De kommunale miljø- og planmedarbejdere vil få et bedre grundlag for at inddrage konsekvenserne af klimaforandringer i deres arbejde med planlægningen af det fremtidige klimatilpassede samfund, både i byen og på landet.

Udstilling af nationale data
KAMP sammenstiller en række relevante arealdata herunder bygninger, natur, fredninger, planområder og jordforureninger med påvirkningsdata i form af bluespot-kort, havstigninger, terrænnært grundvand og vandløb. Værktøjet udstiller nationale data, og der er derfor behov for, at løsninger sammentænkes med lokale behov og arbejdsprocesser. Der vil altid være lokale data og forhold, som er specifikke for den enkelte kommune.

Tilgængelighed og brugervenlighed
Værktøjet er offentligt tilgængeligt på Klimatilpasning.dk. Borgere vil have mulighed for at undersøge, hvordan deres lokalområde i fremtiden forventes at blive påvirket af forøgede vandmængder i fremtidens klimascenarier. Dette er interessant for bl.a. huskøbere samt husejere, der ønsker at sikre deres ejendom mod klimaforandringer. Der fokuseres på formidling og brugervenlighed, da hverken kendskab til GIS, avancerede modelberegninger eller dyb faglig viden skal være en forudsætning for at tilegne sig viden om klimatilpasning.