Markedet er fuldt af løsninger til indsamling og præsentation af store mængder 3D-data. Men en af de større opgaver, som en projektstiller selv skal løse, er at finde ud af hvilken data og præsentation, der passer til deres projekt.
Af Asbjørn Odsten Boel Christensen og Uffe Gross, NIRAS
Det er altid nærliggende at tro, at man ikke kan få for megen data. Det betyder dog ofte, at man ender op med langt mere data, end man faktisk skal bruge. Ud fra en økonomisk tilgang kan man med fordel vende den tankegang om, for det er nemlig nemmere at opgradere en 3D-model, end at skulle skære ting væk.
Kommuner og digitale 3D-modeller
Digitale 3D-modeller har et stort potentiale som analyse- og dialogværktøj ude i kommunerne. De er udbredte og med god grund, for de er ofte med til at lette formidlingen af et projekt. De benyttes tit af bygherre og dennes rådgivere i forbindelse med enkeltstående projekter, men der er forskel på, om man er kommune eller bygherre. Kommuner har andre interesser og opgaver, som med fordel kan hjælpes på vej af en 3D-model. Blandt andet er det deres opgave at lave en helhedsvurdering og træffe beslutninger ud fra den. Frem for at tænke data til ét projekt ad gangen skal man som kommune tænke i et større perspektiv – og ikke lade sig begrænse af geografien, ligesom kommunen skal overveje hvad den kan supplere med af eksisterende data.
Mange danske kommuner har digitale 3D-modeller liggende i arkivet. Desværre er mange af dem aldrig kommet rigtigt i brug. Og det er ærgerligt, da modellerne kan være et stærkt visuelt redskab til at kommunikere med, selv i den daglige sagsbehandling.
Producenter versus brugere
Når der skal anskaffes data, er det vigtigt, at slutbrugeren er med i processen og tager ejerskab over modellen. Producenterne af data har ikke nødvendigvis megen erfaring med at bruge data, mens slutbrugeren godt ved, hvad data skal bruges til, men ikke ved hvordan den indsamles og fremstilles. Derfor er det vigtigt, at der kommunikeres mellem de to grupper, så det er den rigtige data, der i sidste ende bliver leveret. Nogle gange skal det være simpel data, og andre gange skal det være meget detaljeorienteret. Det vigtige er, at det er bevidste valg, der er styrende for, hvilken data man får leveret.
Et ekstra værktøj til værktøjskassen
I den kommunale verden er 3D-modeller nok mest udbredte som 2D-billeder, der præsenteres i et prospekt, VVM’er og lokalplaner. Men der ligger et stort potentiale i at bruge 3D-modellen aktivt, ikke kun til projekter, men også i møder og i den daglige sagsbehandling. Hvis processen omkring brug af data tænkes ind i indkøbsfasen, og man er skarp på, hvad data skal bruges til, så er det muligt at lave et set-up, som gør data til et stærkt værktøj. En 3D-model giver værdi, både når den benyttes ofte og til almindelige opgaver, men også til større projekter, når de er der.
Man kan komme langt for små beløb
3D-data behøver ikke være dyrt. Det handler om at tænke sig om, når man som kommune kigger på data, og frem for alt at kunne svare på spørgsmålet: ”Hvad skal jeg bruge data til?” Kan man ikke svare på det, er det næsten sikkert, at man ikke får valuta for sine penge. I stedet ender man med at have indkøbt data, som i sidste ende ikke bliver brugt, og succesen udebliver.
Der er faktisk også flere fordele ved at starte med en lavdetaljeret model. Dels er den billigere i indkøb, den er hurtigere at komme i gang med, og der er altid mulighed for opgradere modellen løbende, hvis eller når behovene opstår. Og netop det at opdatere løbende er nøgleordet.
Abstraktionsniveauet i en lavdetaljeret model begrænser ikke brugernes forståelse på samme måde som en mere ”færdig” udgave. Dialogen hæmmes ikke af, at modellen virker for fastlåst, og interessenter føler sig mere inviteret til at komme med input i processen. Det er fint at detaljere områder i en 3D-model fra starten, så længe der er et formål med det. Men at detaljere for eksempel bygningsdelen i en hel kommunemodel vil blive en dyr affære og vil ikke nødvendigvis give den tilsvarende mere værdi.
I en kommune kan der ofte skrues ned for detaljegraden på især bygninger. Man skal huske på, at kommunen sætter rammerne for, hvad der skal ske i kommunen, men det er bygherre, som laver projekterne og dermed også detaljerne. Det giver derfor ikke mening, at en kommune bruger mange midler på en for detaljeret bygningsmodel – det er bygherrens opgave.
Skive og digital byomdannelse
I Skive kommune ønskede man for nogle år tilbage at lave en masterplan i forbindelse med et byomdannelsesprojekt. Der skulle laves en samlet plan, blandt andet som grundlag for kommuneplantillæg og lokalplaner, før der kunne realiseres noget. Den indkøbte 3D-model og de tilgængelige projektdata blev brugt til at gøre modellen mere detaljeret, i takt med at de forskellige elementer faldt på plads. Alle trin i processen var vigtige – de havde til formål at analysere og afklare forskellige aspekter af planen og samtidig sikre en god kommunikation. Jo længere processen skred frem, des mere konkret blev de forskellige elementer.
Det kunne have været tillokkende at starte med en meget detaljeret model, men det ville have betydet, at man løb risikoen for at samle unødvendig data. Derudover ville det få konsekvenser for modellens brugbarhed, for hvis man skulle arbejde med for store datamængder, ville det sløve den kommunikation, som modellen skulle facilitere i møderne.
Med denne fremgangsmåde sikrede man i Skive at holde omkostningerne nede, og man optimerede arbejdsprocessen, da man undervejs fandt frem til, hvad der var vigtigt at sætte fokus på. Dermed blev der ikke produceret unødvendig data igennem projektet, som kunne have gjort modellen mere besværlig at arbejde med.
Digitale modeller
NIRAS benytter 3D-modeller som internt værktøj, på samme måde som en kommune ville kunne gøre det. Et eksempel er projektet ”Bakkelund” i Horsens kommune, hvis hovedformål er at åbne et centralt byområde op for borgerne, og samtidig gøre det muligt at mindske udledningen af CO2. Området vil fremadrettet kunne modtage overskudsjord fra blandt andet byggepladser, så det ikke skal køres ud af kommunen.
Ud fra eksisterende 2D-data har NIRAS udarbejdet en simpel 3D-model, som er blevet brugt til at vurdere den visuelle forandring, som projektet vil medføre. Herefter supplerede 3D-modellen det eksisterende kortmateriale på det første borgermøde om projektet. Det gav de fremmødte en fornemmelse af omfanget af projektet. Da projektet endnu er på forslagsniveau, har projektgruppen valgt at gøre det tydeligt, at det stadigvæk er en skitse. Som det ses på illustrationen, er modellen ikke forsøgt lavet, så den fremstår fotorealistisk. I stedet er et af de udarbejdede grundkort valgt som overflade til det nye landskab, mens blandt andet bygningerne er simplificeret og neutraliseret, hvad angår farver.
I det efterfølgende arbejde, hvor plandokumenterne bliver produceret, er det meget muligt, at modellen detaljeres yderligere, eksempelvis med en mere fotorealistisk overflade til planområdet – men det vil det kommende arbejde afdække.
Begge projekter er eksempler på, hvordan ganske simpel data kan give en stor værdi for alle involverede i et projekt. 3D-modellen er i begge tilfælde med til at skabe en ensartet forståelse af projekterne, hvorved man som afsender er mere sikker på, at modtageren ser det samme som en selv. Der dannes en fælles forståelse og fortolkning af data i projekter, som kan afværge diverse misforståelser mellem de involverede, og det er netop i sådanne situationer, at 3D-modeller giver værdi.
